GRAVID – HVAD SÅ MED TÆNDERNE?
Når du er blevet gravid, er der mange ting, som ændrer sig, og nye spørgsmål melder sig. At være gravid er også at forberede sig på at blive mor. Du bliver mere opmærksom på din egen trivsel, sundhed og de fleste begynder at spise mere sundt og alsidigt – både for din egen og for barnets skyld. Nogle af de spørgsmål, der melder sig i forbindelse med graviditet, gælder behandlingerne hos tandlægen og din tandsundhed. For tænder og tandkød gælder det, som før du blev gravid, at tænderne skal holdes rene med tandbørste og fluortandpasta. Mange skal også bruge tandtråd. Hvis du har morgenkvalme, så børst kun tænderne let om morgenen og gør mere ud af det om aftenen.
Tandbehandlinger
Det er vigtigt, at du passer dine regelmæssige besøg hos tandlægen, og at du fortæller tandlægen, at du er gravid. Sammen med tandlægen kan du beslutte, om du kan vente med eventuelle større behandlinger til efter fødslen. Opstår der et akut problem, behøver du ikke være nervøs for, at behandlingen skader dig eller barnet. Hvis der skal udføres større tandbehandlinger, er det bedst at udføre disse i 2. trimester. Når graviditet er konstateret, bør man ikke anvende lægemidler i 1. trimester, medmindre de er absolut nødvendige. Er du i tvivl, kan du altid spørge tandlægen.
Måske er du nervøs for dine gamle sølvfyldninger, men den mængde kviksølv, du kan få fra dem, er ikke større end den mængde kviksølv, du får ved at spise fisk en gang om ugen. Og fisk hver uge er, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler.
Børst tænder!
Huller i tænderne opstår, når bakteriebelægninger får lov til at sidde uforstyrret i længere tid, og når bakterierne jævnligt får tilført sukker, som de omdanner til syre. Det er denne syre, der på længere sigt giver huller i tænderne.
Hvis du under graviditeten får en dille med at spise slik, skal du være ekstra opmærksom på at holde tænderne rene. Undersøg, om du kan erstatte slikket med sukkerfrit slik.
Det er også bakterier, der giver tandkødsbetændelse og blødende tandkød. Under graviditeten reagerer tandkødet ofte meget kraftigt og kommer let til at bløde. Det skyldes de naturlige ændringer i hormonbalancen i forbindelse med graviditet. Du skal fortsætte med at børste tænderne omhyggeligt med blød tandbørste og fluortandpasta, bruge tandtråd eller tandstikkere, som du er blevet vejledt om hos tandlægen. Så forebygger du, således at det ikke giver dig problemer senere.
Ofte vil det være fornuftigt med et ekstra besøg hos tandlægen under graviditeten, hvis du er en af dem, der danner meget tandsten eller har blødende tandkød.